Prædiken 2013

Den danske klub i Torre del Mar

Prædikener 2013

En juleprædiken om skabelsen.

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Prædiken

”Paz en la tierra” står der på gavepapiret nede hos Massimo Dutti eller hvad det nu er, den hedder, den der forretninger der sælger tøj og pakker ind, der hvor man har kunnet købe julegaver i de sidste dage.

”Paz en la tierra” spurgte jeg og så på hende, der pakkede ind.

”Que signífíca eso” forsøgte jeg på noget, der skulle være spansk.

Jeg ville selvfølgelig spørge hvad ”Paz en la tierra” skulle betyde.

Og hvem det er, der reklamerer på den måde?

I ved, det er ikke ualmindeligt, at man stiller to spørgsmål på samme tid!

"La paz de la Navidad, Peace on earth” sagde hun og så op, mens hun klistrede et til-og-fra-hjerte på pakken og rakte mig notaen og mit plastikkort med et smil.

Jeg stak surt kortet på plads i tegnebogen og gik ud af forretningen.

Jeg ville have spurgt hende om en hel masse.

Om jeg nu havde købt julefreden med mit plastikkort? Og hvis den ikke virkede - julefreden - om jeg så kunne komme tilbage og få den byttet? Og om jeg så skulle have notaen med? Men jeg fandt det bedst at forlade forretningen, også selv om de var begyndt at spille "White Christmas". Den kan jeg godt lide.

Men jeg gik. Der var ingen grund til at genere den stakkels pige, der skulle tjene lidt penge til jul og nu helt uforvarende var blevet rodet ind i det med "julefreden".

Det var som bare. Nu er man også begyndt at reklamere med julefreden, som om den er en fed fidus, man kan sælge hvad som helst på.

Det er de der tøj-reklamer, de skal være så smarte.

Reklameverdenen, bliv mig fra livet.

Jeg skal give dem "Peace on earth".

Hører og ser de ingenting? Ved de ikke, at verden står i flammer? Ved de ikke, at det brænder både her og der?

Læser de ikke aviser og ser de ikke tv-nyheder?

Næh det har de vel ikke tid til. De står nok dagen lang og pakker ind i ”Paz en la tierra.” Jeg skal give dem "Paz on earth".

Den teologiske arrigskab talte nu med store bogstaver. Kristendommen er blevet til et stykke indpakningspapir ved juletid, som en ramme om frådseriet, fastslog den.

Hvor er al den alvorlige tale om synd og nåde, frelse og næstekærlighed henne, for det taler Lukas også om i sit evangelium.

Strengt taget er det kun de første 20 vers i lukasevangeliets 2. kapitel, der taler om al det der med stald og krybbe og Jesusbarnet og Maria, resten af evangeliet er en streng tale om social ulighed og Guds søn, der dør på korset som en anden forbryder, men som gennem sin død sætter mennesket i frihed.

Hvis vi overhovedet har nogen frihed her i verden, så kommer den deraf. Så er friheden sat ind i verden ved den lejlighed, hvor mennesket tog sig den frihed at slå Gud ihjel.

Deraf kommer al frihed, for Gud elsker stadig mennesket.

Sådan kan man godt gå og tænke og nå ned i den anden ende af Eroski.

Der stod jeg lige inden for døren i en is forretning og så på bøtterne med ægte italiensk is.

"Er sådan en milkshake god, hvis man er tørstig"? spurgte en dame sig selv, mens hun satte poserne fra sig og begyndte at lede efter sin pung. Hun talte dansk og var sikkert på juleindkøb som så mange andre, jeg havde mødt

"Peace on earth" mumlede jeg og forsøgte at smile.

Det blev ved forsøget.

"Yes beatifull isn'it" Hun slog straks over i engelsk og syntes at nyde det. Det med "peace on earth".

"Det er bare svært at vælge!" fortsatte hun på dansk og pegede op på skiltet, hvor der stod mucho tipos de sabor. Eleccion

Det måtte betyde mange slags smag, frit valg, fandt jeg ud af efter nogen tid.

Ja jeg skal give jer "frit valg" og "Paz en la tierra."

Næh mennesket havde engang det fri valg, dengang i Paradisets Have, men det brugt friheden forkert. Spiste af æblet og blev forvist fra haven.

Siden har de måttet spise af de sure æbler.

Siden har menneskene godt vist, hvad det gode er, men de har altid valgt det onde.

Jo frit valg. God morgen. 

Damen så bekymret på mig. Hun kunne se, at det med julefreden voldte problemer.

”Fresas.”

"Jeg tror jeg tager en med jordbær!" sagde hun for ligesom at foretage sig noget.

Ja gør du det, sagde jeg på dansk og nikkede hen mod pigen med is-skeen bag disken, for at gøre damen opmærksom på, at det var der, hun skulle bestille sin MILK SHAKE.

"Gud hvor er det noget yndigt indpakningspapir!" sagde hun og pegede på min pakke med ”Paz en la tierra” på kryds og tværs. "Hvor får man sådan noget henne?" spurgte hun, mens hun betalte sine 2 €.

"I himlen!" sagde jeg surt og fortrød, men fortsatte: "Kun i himlen, kan man få sådan noget yndigt indpakningspapir, og så er det helt gratis!"

Hun så lidt forvirret på mig og spurgte: "Hvor ligger det?"

"Åh det er nok på hjørnet af London og Paris!" svarede jeg frækt.

Jeg følte selv, at jeg gik for vidt. Hvorfor være så sur!

Kristendommen var svær at forstå - ikke noget for børn - og nu var det jul så hvorfor belemre folk med alt det svære.

Damen lyste op i et smil.

"Den kan jeg godt huske!" sagde hun.

"Hvad-for-en" spurgte jeg.

"Den med "På hjørnet af London og Paris"" smilede hun og trak lidt op i sugerøret. ”Var det ikke en børneremse engang.

Halfdan Rasmussen husker jeg! På hjørnet af London og Paris, der kan man købe kager til meget nedsat pris. En bolle til en krone slet ingen penge koster, hvis man er fire meter høj og har en større moster.”

Damen stod helt henført med skinnende øjne og tørrede en tåre.

Jeg besluttede mig for ingenting og nikkede venligt et ja til damen, mens jeg trak mig baglæns ud gennem mængden.

Udenfor var der frygtelig mange mennesker, og jeg gik med min "fred på jorden" under armen midt imellem dem alle sammen op forbi alle de små forretninger, I ved.

Musikken standsede mig.

Det var noget jazz, der spillede julen ind.

Noget traditionelt jazz.

Jeg kunne se folk sidde inde i baren med rygge til vinduet og lytte.

Det var ikke just julens melodier, man havde lagt på pladespilleren, men lidt traditionel Jazz varmer altid.

Der var en lille plads i det fjerneste hjørne, og jeg klemte mig ned på stolen og gik i sort.

Kan man ikke få ”Paz en la tierra” - kan man da altid få lidt jazz.

"Kender du historien om ”Paz en la tierra” kammerat?"

Han vækkede mig.

Soberanoen i det store glas og alle de mange mennesker og alt det andet, havde gjort mig døsig.

Han talte en slags svensk. Han måtte have set, at jeg var dansk og havde samlet pakken op, som var gledet på gulvet, og nu sad han med min pakke på skødet og så på mig og på pakken med ølskum i skægget og glade øjne.

"Kender du den?" gentog han. ”Historien?”

"Det skulle jeg mene!" svarede jeg og slog straks op i teologien, for at kunne holde et lærd foredrag om fornødent.

"Ja selvfølgelig kender du den der med Jesusbarnet," sagde han med lidt besvær – ”Jesusbarnet” kan være et vanskeligt ord at udtale - "men det er ikke den, jeg tænker på," fortsatte han.

Jeg så lidt forundret på ham, hvilket han tog som en opfordring til at fortælle, hvad han vidste om ”Paz en la tierra”.

”Ser du!” Fortalte han og tørrede sig om munden med ærmet.

”Ser du!

Den-onde-selv, havde engang et møde med Vor Herre. Det havde de tit, kan man læse om i det gamle testamente og sådan. De mødtes ret ofte og diskuterede tingene igennem, for sådan, som det havde udviklet sig nede på jorden, så syntes den-onde, at han ligesom havde en andel i den verden Vor Herre havde skabt.

"Intet er heldigvis så godt, at det ikke er galt for noget!" sagde den-onde ofte og frydede sig over, at selv det bedste her i verden kan gå galt, når mennesker får fingre i det.”

”Som de nu sidder der og taler sammen, siger den-onde lidt skadefro til Vor Herre: "Skal du ikke snart se at få gjort noget ved al den ondskab nede på jorden. Det er snart ikke til at holde ud længere."

Det sidste var selvfølgelig bare noget han sagde.

Han mente det slet ikke.

"Siden Syndfloden og den der historie med Sodoma og Gomorra har du ikke rigtig gjort noget ved sagen," fortsatte han og nikkede med hovedet som for at bekræfte det, han lige havde sagt.

"Skal de have lov at te sig, fuldstændig som det passer dem?

Enhver ansvarlig gud ville have grebet ind for længst. Det er helt uacceptabelt!”

"Jeg synes du skal give dem en advarsel! Ja gi' dem en advarsel. En de kan mærke. Du kunne jo for eksempel sørge for at......."

"Ja det er godt med dig og dit djævelskab!" sagde Gud, og vinkede den onde af med hånden.

"Hvis det stod til dig, røg det hele i luften."

Den-onde hørte dårligt.

Havde været for meget i krudtrøg og så var han så optaget af sine egne fantasier, at han kun havde hørt det sidste.

"Skal vi sprænge det hele i luften!" spurgte han forventningsfuld. "Ja det var en god ide, lad os sprænge det hele i luften!”

Der blev en kort pause, hvor den-onde-selv begyndte at svovle.

"Jeg tror vi skal til at annoncere!" sagde Vor Herre stille og så op i loftet, som man ofte gør, når man får en god ide, men ikke rigtig ved, hvordan den skal lade sig udføre.

"Annoncere!" Sagde den-onde og trak ordet ud.

Han viste godt, at megen djævelskab kommer fra den kant, men at Vor Herre ville begynde at annoncere, det var dog for stærkt.

Selv for den-onde var det noget, der burde overvejes, om det nu var den rigtige måde at bruge de himmelske rigdomme på.

At lade reklamekronerne rulle?

Dybest set så han helst, at de blev, hvor de var. Han havde så at sige planlagt lidt selskabstømning hen ad vejen, og så skulle det hele helst ikke være gået op i reklamer inden da.

"Hvor vil du annoncere?" spurgte den-onde med listig stemme.

Vor Herre kneb munden sammen og nikkede. En plan var ved at tage form.

"På himlen!

Oppe på himlen.

Jeg har jo hele himlen. Den er helt tom og sort natten igennem. Der er god reklameplads."

Man kunne mærke på Vor Herre, at han selv syntes om ideen.

På hele himlen!

Fra nordpolen til sydpolen over det hele. Hen over alle lande og have!"

"Da vel ikke hen over havene?" spurgte den-onde. "Der kommer ikke nogen der. Det ville være spild af penge."

Han kunne knap komme sig af sin forbavselse.

"I morgen nat skal du se, så er der reklamer over det hele,” sagde Vor Herre, ”og de kan ses alle steder.”

Den-onde var sur, da han gik hjem!

Næste nat var der lys på hele himlen.

Hundrede-tusinde-millioner små lys stod og blinkede og sang og kunne ses overalt.

Det var flot at se på.

Den-onde-selv var imponeret, men ville nødigt indrømme det. Han kom slentrende hen til Vor Herre og lagde nakken tilbage.

"Smart!" sagde han. ”Hvad står der i din reklame?”

"Kan du ikke læse stjerner?" spurgte Vor Herre og så på den-onde-selv.

Men den-onde-selv ville nødigt indrømme, at han ikke kunne læse stjerner, og han forsøgte sig derfor med at stave sig igennem, men det ville ikke give nogen mening.

"Hvad står der?" måtte han til sidst spørge.

”Der står ”Paz en la tierra” svarede Vor Herre og så stolt op på himlen.

”Paz en la tierra, hvad betyder det?” spurgte den onde selv, han havde ikke lært spansk.

"Det betyder fred på jord. Det er julefreden." sagde Vor Herre og gik hjem for at spise.”

Jeg rejste mig fra stolen, smilede til manden og med min pakke under armen gik jeg ud i det begyndende aftenmørke.

Højt oppe over mig - meget højere oppe end Rundetårn - strålede og blinkede det med tusind millioner stjerner.

Jeg klemte pakke under armen og gik hjem.

Amen

 

pind

4.SØNDAG I ADVENT

Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.

Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.« (Joh. evangeliet. Kap. 3)

Prædiken

Jesus havde et nært forhold til Johannes Døber, det er der nok ikke nogen grund til at tvivle om.

Johannes var en religiøs personlighed, samtidig med Jesus, hvis virksomhed i en periode fandt sted ude Øst for Jerusalem, nede i dalen ved Jordanfloden.

I en meget pågående stil og med til tider grove ord som Øgleunger, søgte han at få den jerusalemitiske befolkning til at forstå, at det var nødvendigt med en personlig omvendelse og dåb, før de nye tider kunne og ville bryde igennem.

Begynd med dig selv! Råbte han til saddukæerne, der med deres høje hatte på hovederne kom ned til floden, for at høre ham og eventuelt lade sig døbe, til deres synders forladelse.

Omvendelse og dåb til syndernes forladelse var Johannes’ budskab.

Det andet tema i Johannes forkyndelse handlede om det, som var ved at ske, at Gudsriget var på vej.

Gud ville gribe ind i verden og historien og vise sig, som han havde gjort, dengang i skabelse, og som han havde gjort det i den brændende tornebusk for Moses, og som Johannes Døber havde læst sig til hos de gamle profeter, at Gud, endnu engang i fremtiden når han fandt at tiden var inde, ville gøre for at oprette fredsriget på jorden. Johannes havde læst sig til bl.a. hos profeten Esajas, at Gud ville lade et barn føde, som skulle skabe en ny tid og ændre på alt.

  • Et barn er født os,
  • En søn er givet os,
  • Og herredømmet skal ligge på hans skuldre.

skrev Esajas, og Johannes vidste, at nu var tiden inde.

Og Jesus lod sig døbe af Johannes og tog selv dåben til sig og døbte sammen med sine disciple dem, der modtog deres budskab og ønskede at blive døbt.

Så vidt tekstens ord!

Men interessant er det, der ligger i tekstens ord, for det er ikke folket, der er på tale, det er ikke det udvalgte folk, det er ikke kollektivet, der skal adlyde og underkaste sig. Det er ikke som farisæerne sagde, at gudsriget ville komme, hvis alle jøder bare en dag ville overholde alle 613 bud i loven. Det vi møder her er et krav til den enkelte om at omvende sig og modtage dåbens renselse.

Her er der tale om et forhold, der hedder jeg - du.

En tiltale til den enkelte.

Et ”jeg-du forhold” kaldte den gamle jødiske forfatter og religionshistoriker Martin Buber det i sin bog fra 1922 af samme navn.

Den blev et centralt værk i forståelsen af ikke blot den jødisk og den kristne religion, men overhovedet af den vestlige verdens kultur og dens opfattelse af, hvad et menneske er, og hvorfor det er sat ind i verden. Martin Buber pegede på, at mennesket grundlæggende er i et jeg du forhold, som det er dets opgave at leve

i og udvikle til noget stadigt bedre.

Der er kulturer og religioner, der ikke opfatter menneskets virkelighed på samme måde, men ser det isoleret i en verden fuld af lidelse, hvor det gælder om at ophæve dette forhold for derigennem, at blive frigjort for den bundethed, der er blevet dets skæbne.

Sådan er det ikke i kristendommen. Sådan er det ikke i jødedommen og sådan er det ikke i den kultur, der er præget af disse to religioner. Her er opgaven som sagt, at leve i denne dobbelthed, der hedder ”jeg- du” og at gøre det på den bedste, den smukkeste og den mest sande måde - det er det vi kalder etik, og som Jesu forkyndelse og virksomhed siger afgørende ting om.

Men ”jeg-du” forholdet er ikke blot forholdet mellem mennesker, det er også forholdet mellem jeg’ et og den skabte verden og dermed forholdet mellem jeg’ et og skaberen.

”Jeg du” forholdet er altså også forholdet mellem "jeg og du, Gud."

Tænk bare på, hvordan den centrale bøn i kristendommen "Fader vor", der har en næsten parallel bøn i attenbønnen i jødedommen, hvordan denne bøn netop indleder med at slå dette ”jeg-du” forhold fast når det hedder: Fader vor, du som er i himlene.

Selv i en tid, hvor børn sagde De til deres forældre, lød det: Fader vor, du som er i himlene.

Det er dette grundlæggende forhold vi under et kalder tro.

Tro er erkendelsen af dette grundlæggende ”jeg-du” forhold mellem mennesker og mellem mennesket og det skabte og dermed mellem mennesket og Gud. Det er ikke en følelse af selvet, men en erkendelse af forskelligheden.

Gud er ikke til fordi jeg føler ham. Ligesom det jo heller ikke er tilfældet med du og jeg.

Du er ikke til, fordi jeg har følelser over for dig, men fordi der er en tiltale. Jeg bliver tiltalt, du bliver tiltalt, vi tiltaler hinanden og vi tiltales af Gud.

Og hvad gemmer der sig så i dette jeg-du forhold, i denne tiltale.

Der ligger en række suveræne livsytringer, som muliggør, at jeg du forholdet overhovedet kan eksistere. Der ligger tilliden, kærligheden, troen på at du taler sandt. Disse grundlæggende forhold ligger der som etiske fordringer, som muliggør at samtalen og samværet overhovedet kan finde sted.

Når tiltalen lyder: hvem er du? Rejses spørgsmålet: hvem er jeg?

Du er du, og jeg er jeg, og jeg kan aldrig blive dig, og du aldrig blive mig, men vi er der begge to, og opgaven er at bevare og at gøre det smukt og godt, at vi er der begge to.

Jeg du forholdet er en balance, hvad enten vi taler om dit og mit forhold eller vi taler om menneske-gud forholdet. I begge tilfælde er det et spørgsmål om den balance, som f.eks. kommer til udtryk i spørgsmålet om: "hvor mange gange skal jeg tilgive min bror?" eller: "den der er syndfri, kan kaste den første sten." Eller: "døm ikke for at du ikke skal dømmes, for enhver, der dømmer skal dømmes af den dom han dømmer med!

Men det er ikke blot et spørgsmål om balance, det er også et spørgsmål om konflikt. Om modsætning.

Den modsætning, der kommer af at kristendommen fastholder modsætningen – denne tiltale - mellem mennesker og siger, at denne modsætning skal reguleres gennem etik og fastholder modsætningen mellem mennesket og gud og siger, at den skal reguleres gennem troen.

Gudsforholdet, det vi kalder tro, er at gennemleve et ”jeg – du” forhold som også indeholder et modsætningsforhold, en konflikt, som det ikke er opgaven at fjerne eller overvinde. Det er lydighed over for Gud, at fastholde modsætningen og til tider konflikten mellem Gud og menneske.

Opgaven er ikke at ophæve alle modsætninger mellem menneske og gud - ganske som det ikke er nogen opgave her i livet at ophæve alle modsætning og forskelle mellem du og jeg, men derimod at søge at udtrykke denne forskel og at lære at handle ind i denne forskel og at lære at forstå betydningen af denne forskel.

Derfor er vores myter, vores historier om denne forskel også ofte præget af konflikter og modsigelser, og er til tider svært forståelige.

F.eks. finder mange det i dag forargeligt at vi har en myte om forsoningen, hvor Gud lader sin egen søn slå ihjel for at kunne fastholde, at leve videre i dette JEG - DU forhold. Men når Gud sendte sin søn til jorden var det ikke for at afskaffe forskelligheden. Så var det ikke for at gøre Gud til menneske eller gøre menneske til gud. Så var det for at påpege, at det er blodig alvor, at der er denne forskel imellem mennesket og det som ikke er mennesket.

Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk.

Men hvori består forskellen? Ville du måske spørge!

Tja, hvori består forskellen mellem os.

Kender du dig selv så godt, og kender du de andre så godt, at du også kender forskellen så godt, at du har styr på hele livet - hele tiden?

Hvori består forskellen mellem jeg og du? Ja det er det livet handler om. Det er ikke et svar, der kan gives. Det er et liv, der skal leves.

Her ligger svaret.

Svaret finder du i det at leve livet i dette jeg du forhold.

Så du er selv en del af svaret!

Det er denne forskel dagens tekst handler om.

Jeg er ikke Kristus, siger Johannes, men jeg er udsendt forud for ham.

Vil du have livet, vil du tage imod livet, må du tage imod forskelligheden og leve denne forskellighed igennem som et jeg over for et du.

AMEN

pind

Tredje søndag i advent

For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. (2.Korinterbrev kapitel 4, vers 5 – 10)

Prædiken

Der er i dag megen tale om kristendommens rolle i det danske samfund.

Om dens betydning for danskerne i dag og om dens betydning for de opvoksende generationer.

Spørgsmålet rejses, om kristendommen er grundlaget for vore holdning til livet, til de andre og til os selv, eller om vi har fundet andre værdier.

Skal vi stadig fastholde den som en del af den grundvold, vort fællesskab hviler på, eller er de tider forbi, hvor fællesskabet, herunder det religiøse fællesskab, var det, der bar den enkelte.

Er det i dag i langt højere grad end førhen den enkelte, der frem for fællesskaberne driver verden frem, og er fællesskaberne for den enkelte blot en slag butikker/supermarkeder, hvor man går ind og køber det, man nu og her har brug for, men i øvrigt ikke behøver at bekymre sig om butiksdøden eller om, hvorvidt de varer man plejer at købe bliver skiftet ud med ny fabrikater, der efter reklamerne at dømme kan det samme og er mindst lige så gode som de gamle.

Ja spørgsmålet kan rejses til almindelig diskussion om  hvorvidt kristendommen skal indskrives i EU traktaten.

Vi har fået øje på kristendommen i samfundet, fordi vi har set en anden religion være aktiv i det samfund, vi troede, kun kendte kristendommen. Vi har set en anden religion have betydning for nogle mennesker i vort samfund, og vi er derfor begyndt at spørge, hvad vores egen næsten glemte religion betyder for os andet end at være bygninger i landskabet og dermed en del af den etablerede kulturarv på linie med stenøkser, guldhorn og Amalienborg.

Selv om vi nødigt indrømmer det over for os selv og slet ikke over for hverandre, så føler vi os trængt - så er vi træng – i henseende, til hvordan vi åndeligt lever vort fælles liv i det samfund, hvorom vi har ikke blot en række forestillinger, men hvorom vi mener, der bør tages vare, så det for os og vore efterkommere på en værdig måde kan være rammerne om den enkeltes liv.

Vi føler os trængt og vi bekymrer os om fællesskabet – samtidig med at vi har svært ved at tage os sammen til at overvinde ligegyldigheden eller den apati, som betyder, at vi ikke gør noget ved vores eget fællesliv, men i stedet skælder ud på de andre, fordi de synes at have et fællesliv, der er stærkere end vores.

I stille stunder håber vi på en vækkelse, der kan fortælle os, hvad det er, vi skal gør. En vækkelse, der kan gå i spidsen for os ind i den nye tid og ordne tingene for os, så vi også åndeligt bliver stærke og rige i det åndelige fællesskab.

Og så kommer denne tekst til os i dag på tredje søndag i advent. Teksten, som er hentet fra Paulus andet brev til den menighed i Korinth, han selv havde grundlagt engang i begyndelsen af halvtredserne, og som han nu skrev opmuntrende og formanende til.

I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.

Det er, som var det os her i dag, han skrev trøstende ord til, vi som er trængt og tvivlrådige, vi som føler os forfulgte og åndeligt slået til jorden. Vi som godt ved at det står sløjt til med det åndelige fællesskab, men som ikke kan finde ud af at gøre noget ved.

Romerne havde indtaget den meget vigtige græske by Korinth i år 146 før Kristi fødsel og havde ødelagt den godt og grundigt, hvorefter den i næsten hundrede år lå hen som ruin. Kejser Cæsar indså dens vigtige placering på landtagen mellem Peloponnes og det nordlige Grækenland og lod byen genopbygge som en romersk koloni.

Indbyggerne hentede han alle steder fra, så befolkningen - foruden de romerske veteraner, som der altid var behov for at skaffe bosættelse til - kom til at bestå af et stort antal frigivne romerske slaver, orientalske indvandrere fra hele den nære orient samt grækere der vendte tilbage og søgte at genoptage livet i den nu genopbyggede by.

Paulus var kommet til denne nye by engang omkring år 51 og opholdt sig i byen i hen ved halvandet år. Han havde taget ophold hos det jødiske ægtepar Akvila og Priska og drev teltmagerforretning - som var Paulus’ profession - sammen med Akvila. Denne var en diasporajøde, der på grund af kejser Claudius’ forjagelse af alle jøder fra Rom i år 49 havde måttet flytte teltpælene til Korinth, og han fulgte nu hver uge med Paulus ned i den jødiske synagoge for at høre ham tale.

Byens liv var præget af handel og håndværk, men frem for alt af handel med alle de varer den daværende verden kendte til, mens byens åndelige liv var præget af Korinths internationale, globaliserede, flerkulturelle karakter, der blandt meget andet bød alle eksisterende religioner velkomne.

Det præg af kulturel ensartethed, som trods alt var et almindeligt forhold ved romerrigets byer, synes at mangle her i Korinth, hvor Paulus i sit første brev til den lille menighed måtte skrive, at alt er tilladt, men ikke alt gavner, og at kundskab gør indbildsk, men kærlighed bygger op.

De følte sig så fri af alle de snærende bånd, der ellers var lagt på menneskenes børn i henseende til traditioner, moral og religion. Så frie følte de sig, at de kunne sige til sig selv og til hinanden, at alt var tilladt, og at de havde styr på tingene, fordi de havde kundskab om alle ting – fordi de altid vidste alt om alle ting.

De var indbildske og selvoptagede, fordi de om sig selv mente, at de var verdens frieste og klogeste folk i verdens frieste og mest driftige by af alle verdens byer.

Til dem, der var beruset af frihed og kundskab skrev Paulus, som godt vidste at frihed er et svært ord og at kundskab dækker over megen uvidenhed, til dem skrev Paulus: I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.

Men alt har vi i et lerkar.

Over for deres frihed og klogskab, som han ikke tror fører til andet end trængsler, over for det sætter han den kundskab og den frihed, han har fundet i troen på Kristus.

Det er vækkelsens indhold forkyndte for dem til kundskab og oplysning og frihed, at de skal bære Jesu liv og død i deres legemer, så det kan ses – synligt for alle til oplysning og efterfølgelse.

 

Men hvad er det at bære Jesu liv og død i ens legeme, så det kan ses, så det kommer til syne. Så det bliver til en vækkelse, der hvor vi er trængt, der hvor vi er tvivlrådige, der hvor vi forfølges, der hvor vi slås til jorden.

Det er syndernes forladelse, der gør forskellen i al kundskab og i al frihed.

At bære Jesu liv og død i sit legeme, så det kan ses af alle, er at kende frelsen i syndernes forladelse.

At kærligheden er så stor – ikke retfærdigheden ikke visdommen, ikke friheden, ikke magten, ikke heldet, men at kærligheden er så stor, at syndernes forladelse skaber det nye liv, som fødes i en stald og lægges i en krybbe, men ender på et kors. Det er den store spændvidde i evangeliet om frelsen, at det rummer barnets fødsel i den stille nat under stjernetæppet, men også rummer det voldsomme endeligt, hvor kærligheden korsfæstes og bliver til syndernes forladelse.

I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.

Men hvorfor er vi trængte, tvivlrådige, hvorfor forfølges vi, hvorfor slås vi til jorden?

Hvoraf kommer denne elendighed, må man spørge. Hvorfor er friheden og kundskaberne sat med så store spørgsmålstegn?

Det kommer af, at vi ikke kan tumle det liv med frihed og kundskab, som vi hele tiden giver udtryk for, at vi magter, og fordi vi ikke kan finde kraft og styrke i os selv til at gøre det liv, vi har modtaget i kærlighed til et liv, der fuldendes i kærlighed. Derfor findes frelsen for mennesket i syndernes forladelse og ikke i sejren over egen utilstrækkelighed.

Men denne skat, som hedder Guds kærlighed og syndernes forladelse, og som er sand kundskab og sand frihed, har vi i et lerkar.

Vi bærer vort liv og dets frelse i et lerkar

Nænsomt bærer vi livet, syndernes forladelse, kærligheden, hele den skat vi ejer, i et lerkar.

Amen

 

pind

1.søndag i Advent

Dagens tekst
Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

Herrens ånd er over mig,

fordi han har salvet mig.

Han har sendt mig

for at bringe godt budskab til fattige,

for at udråbe frigivelse for fanger

og syn til blinde,

for at sætte undertrykte i frihed,

for at udråbe et nådeår fra Herren.

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.«

Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

Lukasevangeliet kapitel 4 vers 16 - 30

Prædiken

De sad pænt på bænkene i synagogen i Nazaret og hørte efter, da deres bysbarn Jesus fik lagt den store skriftrulle foran sig og begyndte at læse op af profeten Esajas’ bog. Og det var herlige ord, der kom fra ham.

Det var Guds egne ord i profeten Esajas mund, dengang han var blevet salvet af Gud og sendt af sted med det glade budskab om, at fanger skulle frigives, blinde skulle få synet igen, undertrykte skulle sættes i frihed, og Gud skulle lade sin nåde strømme ud over alle.

Det var stærk tale Esajas kom med her, men det var også en tale fuld af løfter om det vidunderlige, der skulle ske engang i fremtiden, når Gud lod Messias stå frem og gøre alting godt.

De kendte ordene fra Esajasbogen – de der sad på bænkene oppe i Nazaret - men de kendte også tanken om al den lykke og velsignelse, som skulle komme med Messias, og et øjeblik lod de sig fortrylle, da Jesus løftede blikket fra bogrullen og så på dem og sagde, alt dette er kommet til jer i dag. De løfter, der står at læse her i Esajas’ bog er gået i opfyldelse. Jeg er den Messias, der tales om. Det er mig, der skal sætte alt dette i gang.

Den unge mand, Jesus

De var fortryllede, og de klappede i hænderne og stampede med fødderne, og de undrede sig, for var det ikke Josefs søn.

De kendte ham jo godt, den unge mand, der stod der foran dem og talte de nådefulde ord, som fuldstændig havde betaget dem. Og de vidste godt et og andet om ham, for der var kommet folk til dem, som havde fortalt, hvad han havde gjort rund i de andre landsbyer – i Kapernaum for eksempel – og det havde jo været forunderlige historier de havde hørt. Om helbredelser og dæmonuddrivelser, bespisning af store menneskeskarer og forunderlige hændelser ude på Genesaret Sø.

Tænk at frelsen skulle komme fra Nazaret, fra Josef søn, ham de kendte så godt, det var forunderligt.

Men nu tager historien en helt anden retning, end de forsamlede jøder havde tænkt sig og vel også håbet på, for på den bøn de endnu ikke har fået udtalt, om at han nu skulle gøre de samme forunderlige gerninger her i Nazaret, her hos dem, svarer Jesus nej.

En profet er ikke agtet i sin hjemby, han har ingen ting at gøre her hos dem, han er sendt til andre end sine egne.

Det var den samme gamle historie, der nu gentog sig.

Den gamle historie

De kender godt historien om hvordan Gud under den store hungersnød, der var opstået på grund af den lange tørke, havde sendt profeten Elias så at sige ud af landet helt op til Sarepta ved Zidon, langt væk fra folket i Jerusalem, der led så frygteligt af sult og tørst.

Gå nu til Sarepta ved Sidon og slå dig ned dér, sagde Gud til Elias. Jeg har givet en enke dér befaling om at sørge for dig.« Så gik han til Sarepta, og da han kom til indgangen til byen, gik der netop en enke og samlede brænde. Han kaldte på hende og sagde: »Hent lidt vand til mig i en krukke, så jeg kan få noget at drikke.« Da hun gik for at hente det, kaldte han på hende og sagde: »Tag også et brød med til mig!« Hun svarede: »Så sandt Herren din Gud lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Nu er jeg ved at samle et par stykker brænde, og så går jeg hjem og bager brød til mig og min søn; når vi har spist det, kan vi lægge os til at dø.« Men Elias sagde til hende: »Du skal ikke være bange! Gå hjem og gør, som du har sagt, men bag først et lille brød til mig, og kom herud med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn. For dette siger Herren, Israels Gud:

Krukken skal ikke blive tom for mel

og kanden ikke mangle olie,

før Herren lader det regne på jorden.«

Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt. Og både han og hun og hendes familie fik føden i lang tid. Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie, efter det ord, Herren havde talt ved Elias.

Det var en velkendt historie, men ikke en historie, som jøderne var særlig glade for at blive mindet om. For hvorfor havde Gud sendt Elias til enken i Sarepta og ikke til  hans udvalgte folk.

Og ikke nok med det.

Jesus minder dem om endnu en beretning, der fortæller, hvordan Gud engang sendte profeten Elisas af sted - langt ad led - for at helbrede syreren Na´aman for spedalskhed på trods af, at der var rigeligt af spedalske hjemme i Guds eget land.

Nu var det – måske helt forståeligt – blevet for meget for de forsamlede jøder i synagogen i Nazaret.

Stod han ikke der, ham Josefs søn, og afviste at hjælpe dem med selv det mindste lille problem. Og ham havde de set vokse op og de havde taget imod ham, bare for at han nu skulle vende dem ryggen og klare sig fri ved at fortælle dem historier, som de sandelig godt kendte i forvejen, og som de havde hørt, før han havde lært at gå.

Uforskammet var det, og sindene kom i kog.

I raseri jog de ham gennem byen under megen råben og fægten med armene, og de havde sikkert skubbet ham ud over skrænten og slået ham ihjel, hvis ikke Gud havde ført ham igennem mængden og ud af byen.

Nej en profet er ikke anerkendt i sin hjemby.

Her på årets første søndag bliver vi stillet over for en beretning, hvor Jesus siger nej. Hvor han vender sig om og går, fordi han ikke er anerkendt, eller fordi han er miskendt som Mattæus siger, der hvor vi skulle tro han hørte hjemme.

Der hvor han hører hjemme. Der hvor man mener, han hører hjemme. Der hvor man kender ham så godt og mener at have gjort det altid, der siger han nej og forlader stedet for at tage sit arbejde op et andet sted, hvor der er fattige og fanger, undertrykte og blinde, som trænger til at høre det gode budskab om nåde, fred og velsignelse.

Man kan standse op et øjeblik og spørge til beretningen, om den gælder i dag, som den gjaldt dengang

Kan det tænkes, at det vi kalder Guds frelse: nåden, freden og velsignelsen, som vi føler os sikre og visse på, kan vi være sikre på, at denne frelse råder her hos os, her hvor der er kirke, og hvor ordet lyder, som det har lydt siden kong Harald gjorde danerne kristne.

Kan det tænkes, at denne Guds frelse, som vi gik og troede på, bliver taget fra os og givet til andre.

At han bliver irriteret på os og siger nej til os og vender os ryggen, fordi han ikke er agtet.

Ja jeg spørger bare!

Kan det tænkes?

Og vil vi i raseri drive ham uden for byen og gøre det af med ham, fordi også vi vender ham ryggen. Fordi vi endnu engang er parate til at tage livet af ham, fordi vi kan selv og mener at have løst de gåder og jævnet de veje, som handler om os selv og har glemt, at der fører veje ud til alle de andre, der er fattige og fangne, undertrykte og blinde.

Vi er en hjemby – mener vi – for al den nåde fred og velsignelse, som verden har brug for, og vi sender gerne profeter ud til verdens fjerneste egne for at hjælpe og helbrede, men agter vi selv profeten, når han kommer til os med budskabet om, at du skal tage dig selv op til overvejelse og gøre dit liv til en tjeneste for andre.

Forstår vi kaldet om at følge ham på vandringen igennem vanskelighederne for at bringe hjælp, eller falder vi forpustede om på den første den bedste, magelige siddeplads i skyggen og lader de andre om at afslutte færden?

Lad os følge kaldet og udråbe et nådesår for Herren. Et år hvor nåde, fred og velsignelse fylder hverdagen.

Hvor vi agter profeten!

Amen

pind

Dagens tekst

Mens han talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.«Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.

Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst. «Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.

Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op.Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.

Matt.9,18-26

Fireogtyvende søndag efter trinitatis

Ved første øjekast, kan det synes, at være for meget, når vi her i dagens tekst står med både en helbredelseshistorie og en beretning om en opvækkelse fra de døde og skal have dem til i en prædiken at sige noget om dagligt liv i dag anno 2013.

Når dertil føjes at helbredelseshistorien kun tilsyneladende er en helbredelsesberetning i og med, at det om kvinden blot siges, at hun blev frelst og ikke, at hun blev helbredt, og at det i beretningen om forstanderes pige siges, at hun ikke er død, men blot sover, så kan man med rimelighed godt spørge, hvad skal vi egentlig sige om dagens tekst, når vi holder fast ved, at den skal tale til os, der har vort daglige liv i Spanien her i slutningen af 2013.

Ved en nærmere undersøgelse af de to historier, hvor vi søger at løfte os op over beretningerne og leder efter substansen i det, der fortælles, er der et fælles element i de to situationer, som er af overordnet karakter og som trænger sig på begge sted og som tydeligvis ligger forfatteren Markus på sinde at få frem.

I begge beretninger bliver dem hvorom historierne handler frelst til nyt liv.

Vi behøver altså ikke at undersøge, om kvinden slap af med sine blødninger eller om hvorvidt den lille pige sov eller virkelig var død, for det, det handler om, ligger som en pointe i det, der fortælles, når det siges, at de begge blev frelst til nyt liv.

Frelst til nyt liv.

Man kunne nu tale om de to personer, kvinden og pigen. Tale om dem som hovedpersoner og beskrive deres liv og skæbne. Men det er nok kun overfladisk set, at de er hovedpersoner, ved nærmere eftertanke, vil jeg nok sige, at der optræder en pige og en kone i det, der bliver fortalt, men at hovedpersonen i de to beretninger er Jesus. Uden Jesu var der ingen historier blot en pige og en kone, som levede og døde i det daglige liv på Jesu tid i Jødeland.

Der er en hovedperson, som hedder Jesus, og ud over at der er en hovedperson, der hedder Jesus, er der i de to historier om kvinden og pigen også en beretning om frelse til nyt liv.

Vi må igen, stille spørgsmålet om hvorvidt den nyfundne hovedperson Jesus og det nyopdagede tema ”frelse til nyt liv” kan blive til en prædiken, som kan sige noget om dagligt liv, vores daglige liv.

Vi kender godt begrebet frelse til nyt liv, for vor danske folkekirkekristendom er fuld af salmer, som handler om frelse til nyt liv. Det var et hovedtema hos Grundtvig i hans teologi såvel som i hans salmedigtning, og gang på gang får han sagt, at frelse ikke betyder frelse fra dette liv eller denne verden, men at kristendommens opgave er at forny det liv vi lever. Hver år, hver søndag, hver dag er en frelse til nyt liv, en evig fornyelse. Tænk blot på den gamle danske dagvise som Grundtvig gendigter og kalder ”Den signede dag med fryd vi ser!”

Det spørgsmål som nu rejser sig er sikkert:

Hvad er frelse for noget?

Er det at slippe helskindet fra et eller andet, at blive reddet fra nød og ulykke, sygdom og sorg eller er det noget andet.

Har frelse at gøre med, at slippe ud af livet, at forlade denne jammerdal sådan som ældre salmedigtere og teologer kunne udtrykke det. Har det at gøre med at bevæge sig over i en anden verden gennem askese og afholdenhed, at leve et liv styret af moral og selvoptagethed. eller kommer frelse gennem stoffer, meditation eller isolation, eller har frelse at gøre med at få sucesse og fremgang, så alle kan se det og føle den nødvendige misundelse og respekt.

I det gamle norden, på vikingetid, betød frelse fri hals. Når trællen af sin herre fik fjernet jernringen om sin hals, betød det frelse og dermed nyt liv. Frelse var fri hals, og fri hals betød et nyt liv. Ikke et nemmere liv. Ikke et mindre farligt liv. Ikke et mere sikkert liv, men et nyt liv, hvor man havde fået den gave at stå med gyldighed blandt de andre. At være blandt ligemænd.

Frelse var noget man fik givet af sin herre, det var ikke noget, man kunne tage selv eller købe sig til, men når det indtraf, at ringen blev taget af, havde det med livet at gøre.

Stiller vi spørgsmålet om frelse til kristendommen, der hvor Jesus er hovedpersonen, vil svaret lyde, at den frelse, kristendommen rækker mennesket, er at få livet til at forny sig dagligt i en form og på en måde, som gør, at det hver dag er muligt at leve med de andre og med sig selv i en stadig større forståelse af, at næstekærlighed, tilgivelse og respekt er kristne værdier, som ikke lader sig erstatte af magt, lykke og held, overflod og oppustet selvglæde.

Også her har frelse med livet at gøre, og også her må den modtages som en gave, der rækkes én ud af fællesskabet med de andre.

Man kan ikke frelse sig selv. Man kan kun frelses i det fællesskab, man har med andre. Derfor hedder det, at du skal elske din næste som dig, for igennem dette forhold til din næste, som ligner forholdet til dig selv, i dette forhold ligger frelsen.

Hvis ikke næsten er der til at række dig frelsen. Er der ingen frelse. Du har den ikke selv, du har den kun sammen med næsten. Frelsen. Livet. Frelsen til nyt liv.

Man ville gerne, at ens liv var den største af alle fortællinger, at man var berømt og beundret mere end de 15 minutter der efter sigende bliver os alle til del, men sådan forholder det sig ikke. Det ved vi godt. Skal vi være nøgtern og ærlige, må vi sige, at den enkeltes liv fortaber sig i noget, der ligner ligegyldighed, at ens liv bliver til tusinde små atomer, der ikke meddeler noget om det liv, som er levet og om den død, som man er død.

Den moderne fortabelse betyder således ikke det evige ophold i helvedets luer, sådan som forestillingerne kunne være førhen. Den moderne fortabelse betyder ligegyldighed. Den ligegyldighed som jeg selv lægger for dagen og den ligegyldighed, som rammer mig og truer med at opløse mig.

Det er lige som med kvinden og med pigen i dagens tekst. Var det ikke for hovedpersonens og temaets skyld, var det ikke for Jesu skyld og på grund af temaet ”frelse til nyt liv”, ja så var der ingen ting at komme efter i beretningen om kvinden og pigen kun ligegyldighed.

Men kristendom er det modsatte af ligegyldighed.

Kristendom er gyldighed.

Det er her, hvor ligegyldigheden er ved at få overtaget, at kristendommen bliver nærværende med sin tale om frelse.

Det er her kristendommen taler ind i dagligdagen og livet, her hvor den peger på den gyldighed som hedder fællesskabet: Dåbens fællesskab. Det kristne fællesskab i tilgivelse og barmhjertighed. Livet i glæde og sorg, i lyst og nød, i synd og storhed, i fornedrelse og oprejsning, i liv og død, alt i fællesskab med de andre, med din næste.

Her er gyldigheden og i denne gyldighed, hvor det frem for noget hedder, at du er elsket, I denne gyldighed ligger frelsen til et nyt liv.

Amen.