Prædiken 2014

Den danske klub i Torre del Mar

Prædikener 2014

Bryllupstale v/ Inger Marie og Bents bryllup. Læs den her.

Fastelavn

Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.

Prædiken
Dagens tekst handler om at ”din tro har frelst dig,” som det lyder til den blinde, der har fået synet igen.

Hvad troen gør ved mennesker er så mange ting i det store og i det små.

Tillad mig i dag, hvor fastelavn står for døren, at fortælle jer en løjerlig historie, om hvordan troen kan virke i hverdagen.

Om hvad barnetro kan udrette.

Se!

Der sad engang en gammel kone på en stol med en pude i ryggen og så på Sank Hans bålets sidste gløder.

Det var hende, der den aften fortalte mig historien, og jeg har senere fået vished for, at den er ganske sand. Alt, hvad hun fortalte mig den Sankt Hans aften, er sket, og det er sket, ganske som hun fortalte mig det.

Som barn for mange år siden boede hun i Jylland mellem tvende have ude på landet nede syd for Kongeåen, den å der dengang satte grænse mellem Danmark og Tyskland.

Her var prægtige marker og skove, men også mange moser og kær, hvor storken gik og talte egyptisk, og hvor mosekoner arbejdede med bryg og sager og holdt styr på trolde og på hekse.

Det var netop sådan en Sankt Hans aften, hvor der var lagt et trylleslør af mosebryg og trolderi over landet, sådan en aften hvor frøerne kvækkede så højt og lystigt, at man skulle tro, de havde overtaget land og rige og snart vilde støde kongen fra tronen.

Den lille pige, som havde fået sløjfer i håret og fin kjole på, var sammen med sin far og mor og sin lille søster på vej ud til Sank Hans festen ude på den lille høj ved skoven, hvor de allerede på afstand kunne se bålet lyse op mod skovens farlige mørke.

”Det er sådan en aften alt troldtøjet lugter kristenblod, og hvor man skal vare sig for, hvor man går!” hørte hun sin far sige, mens de gik gennem det våde græs.

”Hvad mener du? Hvad mener du?” Spurgte hendes mor forfærdet.

”Hvad er det, du siger?”

Men hendes far lo bare  en smule og svarede noget om, at overtroen stadig var stor der på egnen og stadig levede, som den havde gjort i hundrede år, og selv om alle på egnen var døbte og gik i kirke, så var der også andre kræfter, som styrede deres liv og tro, og at det var farligt ikke at være døbt, for så blev man hængt ud, og der blev sladret.

Pigen skævede ængsteligt til sin lille søster, som ikke kunne klare spadsereturen på de små ben og derfor var kommet op på armen.

Hendes far var skolelærer og ateist og holdt mere af den store og lille tabel end af salmevers og katekismus, og derfor var hendes lille søster ikke blevet døbt. Hun vidste ikke, hvad det var at være ateist, men hendes far havde ikke ladet hendes lillesøster døbe. Det kunne vente, mente han, så ateister var nok nogen, der ventede.

På pladsen ved bålet hvor folk sang og dansede og var glade, trak man mere og mere sammen i bålets tryllering efterhånden, som mørket sænkede sig, og bålet brændte ned.

Den lille pige sad sammen med sin lillesøster på et tæppe på jorden og så med stor forundring og en del bekymring på alt det, der skete omkring dem. De kendte ikke verden igen og vidste ikke, hvad det var, der foregik. Og allerværst var den angst, som pigen følte for, hvad der kunne ske med lillesøsteren på vejen hjem gennem mosebryg og mørke.

Den udøbte lillesøster var i den allerstørste fare, følte hun.

Noget måtte der gøres!

Resolut tog hun en flaske sodavand, som lå i en lille kurv der stod ved siden af pigerne og tog kapslen af. Hun hældte lidt sodavand op i hånden og lod det sive ned over lillesøsterens hår, hvorfra det løb over kinden og blev til en plet på den hvide kjolekrave.

Hun gjorde det tre gange, mens hun stille sagde: ”Lillesøster jeg døber dig i Vores Herres navn og Jesus’es navn og Heldigåndens navn!” Sådan som pigerne plejede at døbe deres dukker, når de, hjemme, legede med deres dukker og døbte dem med vand fra en kaffekop, hvor hanken var knækket af.

Da bålet næsten var brændt ned, blev de kørt hjem.

Nogen fra landsbyen kom og hentede dem med heste og vogn, og pigen faldt i søvn i halmen på bunden af vognen med lillesøsterens hånd i sin.

Næste dag, der var en søndag, gik pigen ind til sin far og fortalte, hvad der var sket Sank Hans aften ude ved bålet.

Hun vidste ikke, hvorfor hun fortalte det til faren, men hun mente, det var vigtigt, nu faren havde sagt, at det kunne vente. Nu behøvede det så ikke at vente længere!

Faren så på hende og så så ud af vinduet, som om han ville tale med nogen derude. Derefter var han tavs meget længe.

Det så ud som om han tænkte alle de store tabeller igennem og ville tage de små bagfra, men så tog han pigen ved hånden, tog sin hat på og sammen gik de hen til præsten.

”Er det sandt mit barn?” spurgte præsten med langsom stemme og hold pigen under hagen, mens han så hende ind i øjnene.

Hånden lugtede af tobak og hans fingre var kolde.

”Er det sandt, det din far fortæller, at du har døbt din lillesøster i sodavand og Vor Herres navn?”

Præsten svedte, så han måtte tørre sig over panden. Det dryppede fra han næse, som han tørrede med sit ærme. Han slap pigen med et suk og rejste sig og gik frem og tilbage på gulvet mens han mumlede uforståelige ting. Noget om at lade de små børn og himmeriget er deres og krænkelse af sakramenter og noget andet, som pigen ikke kunne høre.

”Vi må til biskoppen!” sagde han efter langs tids mumlen og vandren frem og tilbage på tæppet.

”Vi må til biskoppen!”

Og så drog de af i samlet flok til biskoppen, som boede i den store by, som ikke lå så lang fra pigens lille by.

Biskoppen så streng ud, men smilede og så streng ud, men smilede.

”Ser man det, ser man det!” sagde han.

”Kvindelige præster! Kvindelige præster! Ser man det! Ser man det!,” gentog han flere gange og syntes helt at havde glem både pigen og faren og præsten ved tanken om muligheden for kvindelige præster.

Biskoppen gøs en smule og stillede sig op i den åbne havedør og så ud i haven og syntes at tale med nogen derude.

”Hvad skal vi gøre, biskop?” Spurgte præsten og gned sine hænder, som var netop de skyld i hele historien.

”En dåb er en dåb!”  ”Er det ikke sådan?” Spurgte præsten og så skiftevis på pigen og på biskoppen.

”Men det her kan vi vel ikke lade passerer?”

”Hvad skal vi stille op?”

Biskoppen vendte tilbage til stuen, hvor uret tikkede, og fuglen henne i buret skiftevis lagde hovedet på den en side og så på den anden side.

”Det skete Sank Hans Aften!” Sagde biskoppen langsomt og eftertænksomt.

Det var ikke noget spørgsmål og det var ikke rettet til nogen i stuen. Det var noget han sagde, som talte han til nogen et helt andet sted.

Pigen tænkte på om Gud var uden i haven og havde hørt det hele.

Der lå et lille lysthus i kanten af græsplænen, og døren stod åben.

”Og vi holder Sank Hans aften til minde om Johannes Døber.” fortsatte biskoppen ”Johannes Døber, som døbte Kristus Jesus, vor Herre og Mester i Jordan floden. Og Gud sendte Helligånden som en due ned over Jesus, og det lød fra himlen: ”Denne er min søn, jeg har født dig i dag!”

Skulle vi så. Hans skabninger her på jorden nægte, at en dåb har fundet sted, når Gud Fader er blevet kaldt til Sank Hans Fest med bål og sodavand ude ved skoven!”

Han gjorde en kort pause og kom tilbage til stuen og de andre.

”En dåd er en dåb!” Forkyndte biskoppen og så lettet ud.

Og lillesøster fik en dåbsattest underskrevet af biskoppen og præsten og sendt til dem i den lille by fra kirkeministeriet med stempel og med den rigtige dato skrevet med pen og blæk, men man skrev ikke, at det var sket ude på højen ved skoven, og at det var storesøsteren, der havde døbt med Gud i hjertet og sodavand i hånden.

Det var den lille tro, der blev til handling.

Amen

 

Helligtrekonger

Efter at Jesus var blevet født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der astrologer fra Østen til Jerusalem  og sagde: „Hvor er den jødernes konge som er født? For vi har set hans stjerne [da vi var] i Østen, og vi er kommet for at bringe ham vor hyldest.“  Da kong Herodes hørte dette, blev han stærkt foruroliget, og hele Jerusalem med ham;   og efter at have samlet alle folkets øverste præster og skriftlærde begyndte han at forhøre sig hos dem om hvor Messias skulle fødes.  De sage til ham: „I Betlehem  Judæa; for således er der skrevet ved profeten:   ’Og du, Betlehem i Judas land, er på ingen måde den ubetydeligste [by] blandt Judas høvdinger; for af dig skal der komme en høvding, som skal være hyrde for mit folk, Israel.’“   Så tilkaldte Herodes hemmeligt astrologerne, og omhyggeligt skaffede han sig viden fra dem om tidspunktet da stjernen havde vist sig;   og idet han sendte dem til Betlehem sagde han: „Tag af sted og led omhyggeligt efter det lille barn, og når I har fundet det, så giv mig besked, så jeg også kan komme og bringe det min hyldest.“  Da de havde hørt kongen, tog de af sted, og se, stjernen de havde set [da de var] i Østen, gik foran dem, indtil den kom til at stå over det sted hvor det lille barn var.   Da de så stjernen blev de glade, ja meget glade.   Og da de gik ind i huset så de det lille barn hos Maria, dets moder, og de kastede sig ned og bragte det deres hyldest. De lukkede også op for deres kostbare sager og gav det gaver, guld og røgelse og myrra.   Men da de i en drøm fik en guddommelig advarsel imod at vende tilbage til Herodes, rejste de hjem til deres eget land ad en anden vej. Mattæus kap. 2

Prædiken

Når vi læser dagens tekst om de vise mænd fra Østerland, så bemærker vi, at der for det første ikke er tale om konger, men om vise mænd – magere, stjernetydere, – som det hedder i den græske tekst, for det andet angives det ikke, hvor mange de er; der er blot nogle, stå der i teksten, og for det tredje ved Mattæus-teksten ikke af, hvad de hed.

Når vi det til trods mener at vide, at de var konger, og at de var tre, samt at de hed Kasper, Melchior og Balthasar, så må det være andre steder end Mattæus-evangeliet, vi har den viden fra, for som sagt den kan ikke læses i Mattæus-evangeliet.

Hvis vi skal søge forklaring på, hvorfra vi har den viden om de tre vise mænd fra Østerland, må vi gå andre steder hen.

At de var tre kommer nok af, at der med de tre gaver: guld, røgelse og myrra var angivet et tretal, og et tretal er altid godt, det ved vi fra eventyrernes verden, hvor der altid var tre kongesønner, tre ønsker eller tre bukkebruser.

Når de tre vise mænd i skrifter tilbage i 200-tallet fik tillagt kongeværdigheden, skyldes det formodentlig en opfattelse af, at salme 72 i Det gamle Testamente profeterer om, hvordan konger skal komme med gaver til Messias.

Der står at læse i Salme 72 det 10. vers:

Konger fra Tarshish og fjerne øer

Skal frembære gaver,

Sabas og Sebas konger skal bringe tribut.

Og endelig hvad deres navne angår, så kender vi til flere forskellige traditioner, der hver kalder de vise mænd ved forskellige navne, hvoraf dog Kaspar, Melchior og Balthasar fra 1100-tallet bliver de fortrukne navne på de tre konger.

Da man i 1164 flyttede en samling relikvier, der efter sigende skulle stamme fra de tre konger, fra Milano til Køln, voksede interessen for de tre konger stærkt i det nordlige Europa, og da Johannes af Hildesheim i slutningen af 1300-tallet samlede alle de forskellige traditioner om de tre konger og i denne samling angav, at Kasper var en neger fra Etiopien, så mente man nu at have fuld klarhed over, hvordan det forhold sig med de vise mænd fra Mattæus-evangeliet.

De var tre, de var konger og de hed Kaspar, Melchior og Balthasar.

Der er i historien, som den bliver fortalt i Mattæusevangeliet en uheldsvanger stemning, som tiltrækker sig opmærksomhed, og som man uvilkårligt må have mere at vide om.

Ikke blot Kong Herodes, men som der står i teksten, hele Jerusalem blev forfærdet med ham over, at der skulle være født jøderne en konge. Og da spørgsmålet lød, hvor det dog skulle være sket, så vidste alle – ypperstepræster såvel som skriftkloge – at det måtte være sket i davidsbyen i Betlehem, som det var talt ved profeterne.

Herodes bad på listig vis de vise mænd om at finde barnet og give ham besked, så han kunne deltage i hyldesten, men som det fortælles, fik de hellige tre konger en åbenbaring og drog ikke tilbage til Herodes. De drog en anden vej hjem og forsvandt ud af historien lige så pludseligt, som de var kommet ind i den.

Af raseri over at være blevet bedraget og for at skaffe sig af med denne jødernes konge befalede Herodes nu, at alle drengebørn i Betlehem på to år skulle dræbes. Derved opfyldte han den gamle profeti, som profeten Jeremias mange århundreder havde udtalt, når han profeterede, at der igen engang skulle komme til at lyde et ramaskrig, ganske som dengang Rakel, der boede i byen Rama, med høje skrig klagede over de børn, som ikke var mere. "I Rama høres klageråb, bitter gråd; Rakel græder over sine børn" (Jer. 31,15).

Denne udåd, barnemordet i Betlehem, som vi ikke har nogen historisk viden om, denne frygtelige begivenhed, dette overgreb på de uskyldige børn, får vi ikke på noget tidspunkt af kirkeåret som prædikentekst, beretningen er for grusom og ligger måske for tæt på den virkelighed, som vi alle er en del af og måske er ansvarlige for dengang som i dag.

Men med fødslen i stalden og barnemordet i Betlehem grundlægger vi det kristne håb.

Der er født os en søn, en fredsfyrste, som får kongeriger og stormagter til at skælve.

For et barn er født os en søn er givet os,

Og herredømmet skal ligge

På hans skuldre.

Man skal kalde ham

Underfuld Rådgiver,

Vældig Gud,

Evigheds Fader,

Freds Fyrste

Over ham hviler Herrens ånd,

Visdoms og indsigts ånd,

råds og styrkes ånd,

kundskabs og gudsfrygts ånd;

han lever og ånder i frygt for Herren.

Han dømmer ikke efter,

hvad hans øjne ser,

fælder ikke dom efter,

hvad hans ører hører,

han dømmer de svage med retfærdighed,

fælder retfærdig dom

over landets hjælpeløse.

Han slår voldsmanden med sin munds stok,

Og med læbernes ånde dræber han

den uretfærdige;

Retfærdighed er bæltet om hans lænder,

Trofasthed bæltet om hans hofter.

Sådan taler den gamle profet Esajas, 700 år før Jesus, når han skal sige, hvad Gud har lagt ham i munden, og sådan kunne vi i dag udtrykke det kristne håb, vi måtte have til, hvordan fremtiden skulle se ud, hvis vi havde magt, som vi har agt. Men den virkelighed, som vi er små dele af, ser helt anderledes, når vi i vor magtesløshed skal tale ærligt om, hvordan verden af i dag ser ud.

Det håb vi kunne nære til, at vi med forenede kræfter kunne skaffe de sultne mad og de syge lindring; give de undertrykte oprejsning og sætte ligheden og retfærdigheden på tronen blandt mennesker og folk, når det håb, der burde forene verden, lyder fra de tusinde munde, overdøves håbets stemme af krigstrusler og våbenlarm og kvæles det af skingre stemmer, der råber på hellig krig.

Når vi godt ved, at det er ”brød til verden” der kan skabe fred i verden, hvorfor er det så våben, død og elendighed vi rækker frem mod de tiggende, fremstrakte hænder?

Er vi det gode eksempel, så længe og så meget vi magter?

Har vi glemt at sige nej til det onde.

Tør vi ikke træde op imod uretfærdigheden og galskaben, når den drejer lirekassen i vor egen gård.

Hvorfor vil vi krig?

Der blev engang født en dreng i usle kår, i en baggård, men de, der var vise, kom og gav prægtige gaver, for de vidste, at drengen skulle blive deres eneste håb.

De havde set en stjerne fødes.

Men konger og stormagter skælvede, for de havde ikke brug for noget andet håb end det, der angik deres egen magt, derfor dræbte de alle drenge og satte tusinder af hvide kors op over bakkerne, så langt øjet rakte.

Se selv!

”Retfærdigheden og friheden har sejret,” sagde de, men de vise vidste, at det var magten og angsten, der havde drevet herskerne ud i de rædsler, hvor man til sidst bliver fuld af angst og flygter for sin egen skygge og må gemme sig bag sine skjolde.

Man kan i håb eller stolthed, glæde eller forelskelse give sine børn mange forskellige navne.

En hedder Pia en anden hedder Joy. En hedder Mathias en anden hedder Adam, men ingen vover at give sit barn navnet Herodes. Alligevel er denne verden fuld af Herodes’er.

De kan kendes på, at de under alverdens påskud og efter forførende taler knuser de stjerner, som de vise bruger deres hele liv på at spejde efter på den mørke nattehimmel.

Fred på jord er det enkleste budskab, men det mest håbløse håb.

Alligevel er det kristendommens håb når det lyder med profeten:

Rejs dig bliv lys!

Det er opfordringen og det glade håbet for det nye år!

Amen