Vedtægter

Den Danske Klub i Torre del Mar

DEN DANSKE KLUB I TORRE DEL MAR FORENINGENS VEDTÆGTER

1) I overensstemmelse med gældende lovgivning og med udtrykkelig henvisning til det juridiske grundlag i lov 191/64 af 24/12 1964 om foreninger er DEN DANSKE KULTURELLE FORENING I TORRE DEL MAR AF 1997 stiftet, og den vil have de formål, der omtales i nærværende vedtægter.

2) Foreningen har for tiden sit sæde og hjemsted på Paseo Maritimo Levante 21a, 29740 Torre del Mar (Málaga). Foreningens territoriale område er provinsen Málaga, og foreningen vil fortrinsvis udøve sine aktiviteter i kommunerne øst for Málaga.

3) Foreningens formål:

a) At være center af social og underholdende karakter med det formål at støtte bosiddende og ferierende danskeres kontakt og sammenhold ved sammenkomster, møder, foredrag, sprogundervisning og udstillinger af kunstnerisk og kulturel art, samt højtideligholdelse af mærkedage af betydning for medlemmerne.

b) At virke for kontakt og forståelse mellem spaniere og danskere på sproglige og kulturelle områder samt udvide danskeres kendskab til Spanien som helhed.

4) Ordinær og lovpligtig ekstraordinær generalforsamling:

a) Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

b) Ordinær og lovpligtig ekstraordinær generalforsamling skal afholdes i marts måned.

5) Den ordinære generalforsamlings myndighed og kompetence:

5.1) Den ordinære generalforsamling er med undtagelse af de punkter, der henhører under den lovpligtige ekstraordinære generalforsamling, kompetent til at behandle alle de spørgsmål, som forelægges af bestyrelsen eller medlemmerne. Spørgsmål eller forslag skal skriftligt indleveres til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen.

5.2) Der skal mindst behandles følgende punkter:

a) Valg af dirigent.

b) Bestyrelsens beretning.

c) Forslag fra bestyrelsen.

d) Indkomne forslag fra medlemmerne.

e) Godkendelse af regnskab.

f) Budget for året og fastsættelse af kontingent for det følgende år og eventuelle ekstra bidrag til den løbende drift. g) Eventuelt.

6) Den lovpligtige ekstraordinære generalforsamlings myndighed og kompetence er:

a) Ændring af vedtægterne.

b) Opløsning af foreningen.

c) Valg af bestyrelse, bestyrelsessuppleanter, revisorer og revisorsuppleanter.

d) Forslag om salg af foreningens aktiver.

e) Stiftelse af sammenslutninger og integrering i sådanne.

f) Eksklusion af medlemmer.

g) Ansøgning om status som almennyttigt foretagende (Utilidad Publica). Dette kræver for vedtagelse et flertal på 2/3 af klubbens medlemmer.

7) Indkaldelse til ordinær generalforsamling. a) Bestyrelsen indkalder den ordinære generalforsamling med mindst seks ugers varsel ved en indkaldelse indrykket i et lokalt blad, dansk eller spansk, eller gennem andre medier. b) Indkaldelsen skal indeholde dagsorden over de sager, der skal behandles på generalforsamlingen, og mindst de i foregående afsnit anførte. Samtlige forslag kan vedtages med et flertal af de repræsenterede medlemmer. Indkomne forslag fra medlemmerne samt fra bestyrelsen skal ophænges på opslagstavlen i klublokalet senest otte dage inden generalforsamlingen.

8) Indkaldelse til lovpligtig ekstraordinær generalforsamling.

a) Bestyrelsen indkalder den lovpligtige ekstraordinære generalforsamling med mindst seks ugers varsel ved en indkaldelse indrykket i et lokalt blad, dansk eller spansk, eller gennem andre medier.

b) Indkaldelsen skal indeholde dagsorden over de sager, der skal behandles på generalforsamlingen. Indkomne forslag fra medlemmerne samt fra bestyrelsen skal ophænges på opslagstavlen i klublokalet senest otte dage inden generalforsamlingen.

9) Foreningens bestyrelse.

a) Foreningens bestyrelse består af formand, næstformand, kasserer og sekretær og skal bestå af mindst et bestyrelsesmedlem yderligere. Flere kan vælges.

b) Bestyrelsens mandat er to år. Formand og kasserer bør ikke afgå samtidig.

c) Herudover vælges der tre bestyrelsessuppleanter, to revisorer og to revisorsuppleanter. Revisorernes mandat er to år.

d) Bestyrelsessuppleanter og revisorsuppleanter vælges for et år ad gangen.

 

e) Medlemmer som er forhindret i at give fremmøde kan indvælges til bestyrelsen eller andre poster, såfremt medlemmet har meddelt sin skriftlige accept til bestyrelsen.

f) Normalt vælges to hhv. tre bestyrelsesmedlemmer (halvdel) og en revisor i et år og tilsvarende det næste år. Såfremt der et enkelt år p.g.a. frafald skal vælges flere, vil de med de højeste stemmetal være valgt for to år og de resterende for et år.

g) Bestyrelsen konstituerer sig selv indenfor en uge efter generalforsamlingen. Den fungerende formand indkalder til dette møde og leder konstitueringen.

h) Bestyrelsen skal være berettiget til i nødstilfælde at supplere sig indtil næste generalforsamling.

10) Bestyrelsens funktioner.

a) Bestyrelsen styrer foreningens arbejde og kan danne udvalg til at forestå og koordinere aktiviteter og arrangementer.

b) Udarbejde budgetter og regnskaber med status.

c) Lede foreningens økonomiske og administrative funktioner.

11) Formandens funktioner.

a) Præsidere ved generalforsamlinger og bestyrelsesmøder.

b) Indkalde til generalforsamlinger og bestyrelsesmøder.

c) Attestere mødernes punkter og overvåge overholdelse og udførelse af det, man bliver enig om.

d) Formanden repræsenterer normalt bestyrelsen, men kan i tilfælde af fravær eller sygdom helt eller delvist overdrage formandsposten til næstformanden eller et andet bestyrelsesmedlem.

e) Foreningen tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening.

12) Sekretærens funktioner.

a) Føre tilsyn med foreningens bøger og dokumenter med undtagelse af hvad der vedrører bogholderiet.

b) Udarbejde referater af generalforsamlinger og bestyrelsesmøder. Referaterne underskrives af formand og sekretær og for generalforsamlingens vedkommende tillige af dirigenten.

c) Udstede attester, der refererer til foreningens bøger og dokumenter, med formandens accept.

d) Udarbejde foreningens årsberetning i samarbejde med formanden til godkendelse af bestyrelsen.

e) Føre foreningens korrespondance.

13) Kasserens funktioner.

a) Foretage nødvendige økonomiske dispositioner, som er godkendt i og af bestyrelsen.

b) Udarbejde perioderegnskaber til bestyrelsens orientering.

c) Føre register over forenings medlemmer og anføre de ind-og udmeldelser, der måtte være.

d) Påse at regnskabet revideres af de to på generalforsamlingen valgte revisorer.

e) Foreningens midler, udover den nødvendige kassebeholdning, skal anbringes i et anerkendt pengeinstitut med hensyn til renter, gebyrer og andet.

Der kan hæves ved underskrift af formand, næstformand og kasserer, dog altid to underskrifter.

Bankkonti der bruges til løbende udgifter kan disponeres af formand, næstformand eller kasserer hver for sig. Dette gælder også for kassebeholdningen.

14) Ekstraordinær generalforsamling.

a) En ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 25 % af foreningen medlemmer skriftligt fremsætter anmodning herom med begrundelse, dagsorden, behørige underskrifter samt navne og medlemsnumre. Indkaldelsen følger gældende regler for generalforsamlinger.

15) Indmeldelse og fortabelse af medlemskab.

a) Optagelse af medlemmer er bestyrelsens beføjelse. Grundbestemmelsen er, at man skal være myndig og retshabil. Man bliver medlem ved at indbetale kontingent.

b) Man mister sit medlemskab ved handlinger, der måtte stride mod foreningens vedtægter. Medlemskontingentet følger kalenderåret og forfalder den 1. januar. Kun fuldtidsmedlemmer har adgang til generalforsamlingerne.

16) Medlemsrettigheder.

a) Deltage i alle sociale og kulturelle aktiviteter og arrangementer.

b) Adgangsret, stemmeret og valgbarhed til ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger.

c) Til afstemning på generalforsamlinger, såvel ordinær som ekstraordinær, kan der gives fuldmagt til et andet medlem. Et medlem kan dog højst repræsentere to (2) fuldmagter.

d) Alle af spansk lovgivning vedrørende foreningsmedlemskab og godkendte rettigheder samt de i foreningens vedtægter nævnte rettigheder.

e) Medlemmerne har ret til at se referat fra generalforsamlinger. Referatet ophænges i lokalet.

17) Foreningens formue.

a) Foreningens formue ejes af medlemmerne i forening, men intet medlem har krav på andel af foreningens formue ved udmeldelse.

b) Foreningen har ingen formue ved stiftelsesdatoen.

18) Vedtægtsændringer og opløsning af foreningen.

a) Vedtagelse af en ændring i vedtægterne eller opløsning af foreningen kræver, at mindst 2/3 af medlemmerne er repræsenteret på generalforsamlingen, og at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

b) Hvis disse betingelser ikke opfyldes, eller med mindre forslaget trækkes tilbage, indkalder bestyrelsen snarest muligt til en ny generalforsamling efter reglerne for indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling, hvor forslaget uden hensyn til antallet af repræsenterede medlemmer kan vedtages med ¾ af de afgivne stemmer.

c) Anvendelse af foreningens formue ved opløsning: Når passiverne er udlignet, skal det evt. overskydende beløb gives til en velgørende eller kulturel institution, som vælges af den generalforsamling, der har vedtaget forenings opløsning.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 11. oktober 1997 i Torre del Mar. Oversat til spansk af autoriseret translatør og efterfølgende godkendt som sag nr. 4662 af Junta de Andalucia den 4. Maj 1999. Reoversat til dansk i h.t. de under sagsbehandlingen i Junta de Andalucia foretagne ændringer i den spanske tekst.

Revideret: Marts 2011 og vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 13. november 2011.

Vedtægter