Vandrerne
Første tur 2022 bliver til Viñuelasøen den 4/10
Vi kører op til søen og drejer til højre imod Alcaucin og Zafarraya. Få hundrede meter derefter drejer vi til venstre og parkerer bilerne ved en indhegnet fodboldbane. Herfra går vi en frem- og tilbagetur på ca. 8 km langs med Viñuelasøens østbred.
Turen er rimelig nem.
Vandrer klubben “Vandrerne” er en yndet aktivitet for mange Danskere i området. Selvom den ikke er en del af klubbens tilbud kan man læse mere om disse dejlige ture her på denne side.
Typisk er “Vandrernes” ture af en smule mere krævende beskaffenhed end klubbens “motionister” mimrerne der er designet så alle kan være med – uanset kondition.
Følg med i kalender over andre aktiviteter i området her for at se hvortil turen går i de enkelte uger.
I kan også ringe til Axel og Ulla på tlf. +45 21 20 48 74 for yderligere detaljer.
HUSK – Hvis turen bliver aflyst grundet regn om tirsdagen, går vi den om onsdagen i stedet.
HVIS ANDET IKKE ER ANGIVET:
Det faste mødested for vandreturene er ved:
Supeco (Tidligere Cashsol (og endnu tidligere Supersol)) i rundkørslen på N-340 i Torre del Mar (lige før byen slutter på vejen mod Caleta) – alle tirsdage kl. 10:00 med mindre andet er angivet i kalender beskrivelsen.
Klik her for at se hvor Supeco er henne
Vandreguider er Ulla og Axel Larsen og Hanne og Wolfgang Schiller.
Vandreturene gennemføres fra den første tirsdag i oktober og sidste tur er den sidste tirsdag i april – ingen tirsdagsture i sommervarmen. Hvis turen bliver aflyst grundet regn om tirsdagen, går vi den om onsdagen i stedet.
For nye medlemmer, som evt. ikke har opdaget disse ture endnu, kan det varmt anbefales at møde op en tirsdag morgen og vandre med. Vi samles ved Supersol og kører derfra ca. ½ time, nogle gange 45 min., til et punkt som vandreguiderne har valgt. Der stiller vi så bilerne og fortsætter til fods.
Så traver vi en god times tid gennem naturskønne områder til kl. er ca. 12, hvorefter vi spiser vores medbragte mad, meget ofte på en bakketop/bjergtop med panorama udsigt.
Efter en rimelig pause, hvor der både er tid til at spise og sludre, fortsætter turen til vi når tilbage til bilerne igen. Vandre-guiderne informerer gruppen om næste stop, nemlig en lille listig bar eller en café nogenlunde i nærheden, hvor vi slutter af med en kop kaffe, et glas vin, en øl, eller lignende, alt efter eget ønske og behov.
Vi er sædvanligvis tilbage ved udgangspunktet ved 3-4 tiden, mættet af dagens synsindtryk og med mange nye billeder på nethinden. Nogle af os måske lidt trætte, de mere garvede parate til at starte turen igen, men alle med en god følelse af at have tilbragt en dag i dejligt selskab og set og oplevet en masse.
Eneste forudsætning for at deltage er et par gode travesko, rimelig god kondition og ønsket om at se og opleve Spanien, som det ser ud udenfor byerne.
Medlemskab af klubben ikke påkrævet.
Vel mødt.
Billeder fra nogle af de dejlige vandre ture.