Mimreturen den 4. maj langs floden “El Chillar” i Nerja havde kun 2 deltagere: Asger og Mónica, men det havde de jo prøvet før. Selve turen er ikke opsigtsvækkende smuk, og El Chillar brusede bestemt ikke som en elv, men klukkede diskret og konstant. Vejen var god og gå-venlig, og vi tilbagelagde godt 6 km, passende for en mimretur. Det sædvanlige kaffested ved broen var lukket, så vi kørte tilbage til Klubben og fik kaffe hos nabo Eva.
Kategori: Vandrefolk
Dette er hovedkategorien for Vandrerne
Der var MANGE med på mimreturen den 20. april, hele 7 deltagere, en hel FLOK. Det har vi ikke oplevet i umindelige tider. Vejret var flot, Viñuela-søen også, turkis og spejlblank. Vi gik i adstadigt tempo og nåede kun godt 4 km, men hyggede os. Endnu en dejlig dag i godt selskab og med passende udfordringer.
Nogle af de andre mimrere havde aftaler om coronavaccinacion, så det var igen, igen bare Asger og Mónica, der mødtes i Almayate og derfra gik “rundt om tyren”.
Det var herligt turvejr, og vi så interessante ting undervejs: 2 sæt ryttere på flotte heste, bondemanden i marken for at plante bønneplanter ved de tipiagtige bambusopstillinger. Der var grøde i luften. Og skønne blomster, valmuer og snerler i blomst.
På hjemvejen ad markvejen parallelt med hovedvejen langs med sandstensklipperne opdagede vi et ikke særlig smukt relief af et hoved, kradset ud af sandstenen. Flintstone grafitti?
Mimreturen 6/4-2021 skulle efter planen gå til Viñuelasøen, men da det havde regnet dagen i forvejen, ændrede vi den til Paseoen i Torre del Mar, hvor vi kunne gå tørskoet. Og det gjorde vi. Kommunen havde venligst lavet en gangsti af træ, så vi kunne gå temmelig langt uden at skulle gå i sandet.
Flot vejr og ret mange folk ude at løbe og gå.
Kaffen tog vi på Safari Beach.
Godt 5 km blev det til.
Mimreturen 30/3 var Appelsinturen ved Río Bermuza. Vi var 5 mimrere, der nød det frodige landskab, men den var lidt anstrengende med meget op og ned ad bakke.
Vi mødte gamle kendinge som de to forskellige bagerbiler, der servicerer området, og æggemanden også. Dejlige blomster undervejs, især valmuerne, der var på deres højeste netop nu. En smuk og varieret tur.